Principper for undervisningens organisering
Der udarbejdes en rammeplan for året. Heraf fremgår det, hvordan der veksles mellem projektorienteret undervisning og anden undervisning.
Der er rullende skolestart, og undervisningen i indskolingen foregår aldersblandet.
Principper for klassedannelse efter indskolingen
Eleven følger efter udgangen af tredje skoleår den gruppe/det hold, som eleven i den overvejende tid har fulgt siden skolestart. Som udgangspunkt vil det sige de elever, der er født samme år, med mindre andre forhold taler for, at eleven forbliver i indskolingen.
På et teammøde inden skoleårets anden skole/hjemsamtale drøfter teamets lærere hvilke elever, der efter tredje skoleår skal overgå til mellemtrinet. Teamets vurdering skal foregå i overensstemmelse med folkeskoleloven.
Teamets drøftelser videregives til skoleleder, som på baggrund af teamets og egen vurdering beslutter skolens endelige holdning.
På skole/hjemsamtalerne fremlægges skolens holdning for forældrene til den pågældende elev. Forældrenes vurdering vægtes højt i beslutningsprocessen, og de tilbydes derfor yderligere et møde, så de har rimelig mulighed til at overveje deres egen holdning på baggrund af skolens informationer. Den endelige beslutning skal foreligge inden udgangen af maj måned.
Eleven informeres om skolens og forældrenes beslutning - dette i en form og på et tidspunkt, som er aftalt mellem skole og forældre.
Principper for elevernes timetal på hvert klassetrin
Det tilstræbes, at elevernes timetal som minimum følger ministeriets vejledende timetal.
Eleverne undervises i svømning i minimum et halvt år på et af klassetrinene på mellemtrinnet (er placeret på 4. årgang)
Principper for holddannelse
Holddannelse på Sebber Skole er et pædagogisk redskab for lærere og pædagoger til at differentiere undervisningen.
I projektuger anvendes holddannelse på tværs af aldersgrupper i henholdsvis indskoling og på mellemtrinnet.
I emneuger anvendes holddannelse på tværs af alle alderstrin i hele Landsbyordningen.
I den øvrige undervisning anvendes holddannelse i forhold til emner og forløb.
Holddannelse skal foregå efter varierede kriterier såsom køn, alder, interesse, fagligt niveau, læringsstil og andre forhold, der kan virke motiverende.
Holddannelsen skal være afgrænset i tid.
Der benyttes samlæsning i fag og sammenhænge på en måde, der sikrer passende faglig og social udfordring for alle elever.
Principper for inklusionsindsats på skolen
Lærerteamet drøfter ved bekymring for et barns læring og trivsel behovet for en særlig indsats.
Herefter inddrages forældrene, og bekymringen for barnet drøftes.
Lærerteamet vurderer i samarbejde med skolelederen, hvilken indsats der vil kunne støtte eleven.
I skolens kompetencecenterplan findes beskrivelse af, hvilke ressourcepersoner, der kan inddrages, og hvilke indsatser de i samarbejde med lærerteam, forældre og barn kan bidrage med.
Barnet inddrages, og såvel barn som forældre orienteres om tiltaget, der herefter iværksættes.
Principperne er revideret i skolebestyrelsen september 2019.